“Det føltes næsten som om det allerede var juleaften, men det var det jo slet ikke. Der var stadig lidt over to uger til jul. Men inde i kahytten ombord på “Julerosen” var der så meget julepynt, som Carl aldrig før havde set samlet på et sted.

Der var julehjerter og kræmmerhuse og glaskugler i alle farver, der skinnede og glimtede så smukt, så smukt. Der var lange guirlander af gran med guldglimmer og røde sløjfer på, der hang i flotte buer under kahyttens loft. Der var stjerner og små guldtrompeter og flere glaskugler med glimmer og guld og sølv. Det var helt overvældende at kigge på.”

“Tornadoen brølede og tudede omkring dem, flåede i båden, rev i nisserne, smed rundt med jollen. Carl holdt fast i rælingen med den ene hånd, og i Bingo Bjældeklangs ankel med den anden hånd. Carl vidste, at det kun var et spørgsmål om meget kort tid før han ville være nødt til at slippe taget i båden. Det kunne ikke komme på tale at slippe Bingo Bjældeklangs ben. Enten blev de begge to ombord eller også blev de begge suget op i tornadoen. Bingo Bjældeklang var blevet Carls gode kammerat, og en kammerat svigter man ikke.”

“Nisserne så hvordan Ronald Regeldyd langsomt gled længere og længere ned af rebet. Pludselig var der ikke mere reb tilbage, og Ronald Regeldyd suste lige ud i den bare luft, ud i intetheden og styrtede mod jorden.

I det samme faldt en stor skygge ind over skibet. Nisserne kiggede op - alt hvad de så var nogle meget, meget lange og meget, meget skarpe kløer, et stor gult og skarpt næb og en hel masse fjer.

Det var den kæmpestore Havørn, som boede nede ved Skovbakkesøen. Og den havde kurs lige mod stakkels Ronald Regeldyd, som hvirvlede gennem luften.”